fbpx

Hvad gør stress ved din fertilitet?

Vi hører det ofte, og vi ved det egentligt godt: Stress har en negativ effekt på fertiliteten.

Faktisk var spørgsmålet omkring stress det eneste min fertilitets-læge ville vide, da vi blev undersøgt omkring bagvedliggende årsager til vores barnløshed.

Dengang synes jeg det var et ret overfladisk spørgsmål, især set i lyset af, at de slet ikke spurgte ind til min kost og livsstil. Det synes jeg for så vidt stadigvæk at det er, men i dag har jeg fået en langt større forståelse af den indvirkning stress har på vores helbred, og pludseligt giver spørgsmålet altså ret megen mening (selvom jeg stadig synes at deres manglende fokus på generel kost, ernæring og livsstil er helt ude i hampen!).​

Men hvad sker der egentligt i kroppen, når vi stresser nu og her?

Jo, allerførst, så går din krop jo i det her flygt-eller-kæmp-mode, hvor den er klar til at kæmpe med en vild bjørn for overlevelse! Det kommer simpelthen mere blodtilførsel til både arme og ben, så vi kan løbe hurtigere og slå hårdere! SMART!

Ulempen her er, at den blodtilførsel bliver stjålet fra alle dine ikke-vitale organer. Kroppen ved godt at det ikke er nu du skal spise, løse komplekse problemstillinger eller have sex. Derfor får du bl.a. mindre blodtilførsel til din fordøjelse, din hjerne og din livmor. Det er ret uheldigt, når nu vi gerne vil have et godt udbytte af næringsstofferne i tarmen, der så gerne skulle finde ned til æggestokke og livmor, hvor de skal være med til at vedligeholde området. Næringsstofferne skal jo, sammen med ilten, ud til alle cellerne og sørge for gode forhold til en kommende graviditet.

Derudover, så begynder dine binyrer at producere kamphormonerne adrenalin, noradrenalin og stress-hormonet kortisol. Her er det især langtidspåvirkningen af kortisol, der kan have en negativ effekt på dit helbred. På kort sigt kan kortisol styrke immunforsvaret og øge kroppens evne til sårheling, men på langt sigt har hormonet den modsatte effekt. Man bliver mat og træt og immunforsvaret bliver negativt påvirket.

Desuden så sker der det, at kortisolproduktionen er prioriteret højere i kroppen end alle andre hormoner, herunder dine kønshormoner. Det betyder jo så, at du med tiden kan gå hen og få svært ved at producere den rigtige mængde af bl.a. progesteron og testosteron. Dette kan både give en kortere lutealfase (fasen fra ægløsning til menstruation), pletblødninger inden mens og manglende sexlyst.

En anden uheldig sidegevinst ved kortisol er at det medvirker til en stigning i dit blodsukker. Det betyder så at du skal producere mere insulin for at ’ryddet op’ og få flyttet sukkeret ud til cellerne i dine muskler. Får du ikke motioneret og har du ikke en god muskelmasse til at tage imod det ekstra blodsukker, så kan du med tiden løbe ind i problemer med insulinresistens. Det betyder at dine celler simpelthen ikke reagerer særligt effektivt på insulinen, og skaber et højere langtidsblodsukker.

 

Højt blodsukker og inflammation

Et højt blodsukker er en af de vigtigste årsager til inflammation i kroppen, der igen er en drivende kraft når vi taler om livsstilssygdomme så som hjertekar-sygdomme, alzheimers og autoimmune sygdomme … Udover diabetes naturligvis.

En anden måde hvorpå stress øger inflammation, er ved at ’brænde’ dit magnesium hurtigere. Magnesium er nødvendigt for et robust nervesystem, men desværre er der mange af os, der ikke får nok magnesium til dagligt. Magnesium er desuden en vigtig nøgle for at aktivere over 700 enzymfunktioner i kroppen. Det betyder at disse funktioner ikke kører optimalt, når ikke der er nok magnesium til stede. Dette er også en af årsagerne til at mangle på magnesium er medvirkende til både øget inflammation og ubalance i hormonerne. (Bl.a. fordi magnesium er nøglen til det enzymer, der aktiverer progesteron produktionen).

Ud over stress, så øger både p-piller, kaffe og alkohol behovet for magnesium i kroppen. Det er derfor ikke så svært at komme i underskud af magnesium med en moderne livsstil.

Går du først i mangel på magnesium, så har forsøg vist at det kan medføre depression, angst, migræne, muskelkramper, ubalancer i stofskiftet, søvnproblemer, binyretræthed, forhøjet blodtryk og åreforkalkning … Og ja, altså have en negativ effekt på din fertilitet.

 

Men hvorfor er stress og den efterfølgende inflammation et problem for fertiliteten?

Jo, ser du, dine æg er de største celler i din krop. De har over 300.000 mitokondrier, der producerer energien, som din æg-celle skal bruge til at modnes, at kopiere sit eget DNA og dele sig korrekt. Når der er inflammation til stede, så kan mitokondrierne ikke producere energien så effektivt længere. Det betyder at ægget bliver af en dårligere kvalitet.

Stress, og især længerevarende stress, har altså en meget direkte indflydelse på alle de systemer, der hjælper dig med at blive gravid; Din fordøjelse, din ernæringsstatus, din hormonbalance, dit blodomløb i din livmor og kvaliteten af dine æg-celler.

Det er derfor at en af de vigtigste ting vi kigger på i fertilistaprotokollen er din følelsesmæssige og mentale stressbelastning lige nu. Effektive værktøjer til at give slip er helt uvurderlige i kampen for de to streger på din graviditetstest! 

Sådan forbedrer du din ægkvalitet på 90 dage! (... eller mindre!)

I dette webinar får du præcist beskrevet hvad du skal gøre, for at få miraklet til at ske.