Blog om fertilitet

Af Malene Poulter

Hvad gør cocktail-effekten ved din fertilitet?

Malene Storm Poulter, marts 2023

Share on facebook
Share on email
Share on linkedin

Cocktail-effekten er kombinations-effekten der sker i kroppen, når den udsættes for flere forskellige kemiske stoffer. Det er med andre ord den samlede toksiske belastning din krop får fra bl.a. hormonforstyrrende stoffer, PFAS, tungmetaller, pesticider og luftforurening. Vi ved at disse stoffer har en negativ indvirkning på både dit generelle helbred og din fertilitet.

Det er ikke ligefrem et ‘feel-good-emne’ jeg har valgt her, men det er en vigtig brik for din fertilitet.

Så læs videre og bliv lidt klogere på nogle af de kemiske stoffer, der kan være i din daglige kemi-cocktail. – Og husk samtidigt på at kroppen kan håndtere rigtigt mange ting, når blot den får ressourcerne til det.

Vi lægger ud med PFAS, da det er høj-aktuelt i medierne lige nu. Det er det, fordi der er blevet fundet for høje koncentrationer af PFAS i økologiske æg. De høje værdier stammer sandsynligvis fra det fiskemel, der er tilsat foderet, for at sikre at hønerne får nok protein.

PFAS er en gruppe af syntetiske flour-stoffer, der har dokumenterede hormonforstyrrende effekter og kan føre til nedsat frugtbarhed og fosterskader. En undersøgelse har vist en klar sammenhæng mellem udsættelse for PFAS i fosterlivet og et lavere totalt antal sædceller og nedsat mobilitet i sædcellerne hos unge mænd.

Fra 1. juli 2020 blev pap, mad- og bagepapir med tilsatte fluorstoffer forbudt i Danmark, men PFAS findes stadig i stegepander, tandtråd, kosmetik, hudcreme, maling, imprægnerede tekstiler og sko. Politikerne arbejder lige nu på at få stofferne forbudt i EU.

Derudover har vi bisphenoler i vores cocktail, som er en hel gruppe af problematiske stoffer. Bisphenol A (BPA) er den mest kendte og undersøgte. BPA er hormonforstyrrende og kan findes mange steder bl.a. i tekstiler, konservesdåser, plastbeholdere, vandbeholder og legetøj.

I 2020 trådte et forbud mod BPA i kasseboner i kraft i EU. Boner har førhen været trykt på termopapir, som indeholder bisphenol A. Desværre ser det nu ud til, at de nye boner indeholder en anden bisphenol, nemlig bisphenol S. Den er mistænkt for at være tilsvarende problematisk.

I maden er det især pesticider, vi skal være opmærksomme på. Pesticider er efterhånden godt undersøgt, og vi ved de generelt har en negativ effekt på fertiliteten. Hos små børn og fostre påvirker det bl.a. hjernens udvikling.

En undersøgelse har vist, at kvinder i fertilitetsbehandling havde mindre chance for at blive gravide, hvis de indtog en vis mængde pesticider gennem kosten.

Man kunne simpelthen registrere en forskel i graviditetschancerne, hvis kvinderne spiste konventionel frugt og grønt, frem for økologisk. Dette er på linje med tidligere dyreforsøg, der har vist samme effekt.

 Til gengæld ophobes pesticider ikke i kroppen, og du kan derfor ‘afgifte’ kroppen for de fleste pesticider ved at spise økologisk.

Et andet stof, der er værd at bemærke i vores cocktail, er farvestoffet titaniumdioxid (E171). Stoffet ophobes i kroppen og mistænkes for at ødelægge vores arvemateriale. Selvom EU har besluttet at udfase stoffet i fødevarer, kan du desværre stadig finde det i en lang række produkter. Det er nemlig stadig lovligt, hvis de blev produceret før forbuddet trådte i kraft. Du finder dem desværre også i kosttilskud – inklusive i dem, der er lavet til gravide.

Vi udsættes også dagligt for nogle toksiske metaller, der er giftige for kroppen. De fleste kender til kviksølv, der findes i de gammeldags plomber i tænderne. Det ophobes også i de større rovfisk som f.eks. tun. Nogle andre vi især udsættes for er f.eks. cadmium, bly, aluminium og arsen.

Fælles for dem alle er, at de minder om andre mineraler, som vores kroppe skal bruge. De kan derfor ‘tage pladsen’ fra andre mineraler i forskellige enzymprocesser, og ophobe sig i fedtvævet, knoglerne og andre steder, hvor kroppen kan gemme dem væk.

Ophobning af toksiske metaller i kroppen har vist sig at have stor betydning for kvinders fertilitet og ægkvalitet.

Et nyt studie udgivet i Science and the Total Environment, Januar 2023, viser en lineær sammenhæng mellem tilstedeværelsen af toksiske metaller i æggestokkene og udviklingen af endometriose.

Et andet studie fra 2021 viser en sammenhæng mellem eksponering for arsen og bly og risikoen for udvikling af PCOS.

En af de bedste ting du kan gøre, for at undgå ophobning af toksiske metaller i kroppen, er at sørge for, at du er godt fyldt op med de mineraler, som kroppen skal bruge. På den måde kan de toksiske metaller ikke så nemt tage pladsen fra de ‘rigtige’ mineraler i kroppen.

Selvom du gør alt du kan for at undgå toksisk belastning, så er det desværre umuligt at undgå dem helt i din hverdag.

Men alligevel opnår du en vis effekt ved at begrænse din udsættelse for disse kemiske stoffer, så cocktail-effekten mindskes i din krop og på din fertilitet.

Derfor får du her 10 gode råd til, hvordan du kan begrænse effekten af din hverdags-cocktail:

 

1) Spis økologisk – og undgå at spise store rovfisk, som f.eks. tun.

2) Undgå at pakke dine sure og salte fødevarer ind i sølvpapir.

3) Vælg konserveret mad i pap eller på glas frem for på dåse.

4) Spis generelt varieret, så du undgår at få meget belastning af de samme stoffer hver dag.

5) Vask altid dit nye tøj og tekstiler inden du tager dem i brug.

6) Gå efter de gode mærker; Svanemærket, Astma & allergi-mærket og oeko-tex.

7) Brug appen ‘Kemi-luppen’ når du køber kosmetik og hudpleje. Gå efter ‘grøn kolbe’.

8) Sig altid nej tak til din bon i butikken, hvis ikke din vare skal kunne byttes.

9) Hold støvet nede og luft ud 2 gange dagligt. Så mindsker du din udsættelse for PFAS og andre kemiske stoffer fra møbler, maling, tæpper etc.

10) Tjek vandkvaliteten hvor du bor og overvej, om du bør installere et vandfilter eller bruge en filterkande til dit drikkevand.

Ud over disse tiltag, så hjælper de helt almindelige anbefalinger for sundheden også med at styrke din krops naturlige afgiftningsprocesser; 
drik rigeligt med (rent) vand, få 8 timers kvalitets-søvn, dyrk moderat motion, sved jævnligt, få nok fibre i din kost – og overvej at tage ekstra kosttilskud i en god kvalitet.

Det er svært helt præcist at vide, hvor vi ligger på skalaen i forhold til toksisk belastning, da blodprøver til at påvise f.eks. PFAS-niveau i blodet er ret dyre og ikke ligefrem tilbydes alle i det danske sundhedsvæsen.

Jeg bruger derfor altid hårmineral analyser for at få et fingerpeg om, hvor værdierne af de toksiske metaller ligger hos mine klienter. 

Analysen kan også vise om der er tilstrækkeligt af de vigtige mineraler for fertiliteten som f.eks. selen, magnesium og bor. 
På den måde får vi både taget hånd om eventuelle næringsmangler, og samtidigt kigget på om der gemmer sig toksisk belastning, som vi kan gøre noget ved, inden du bliver gravid.

Vigtig note her til sidst!

Får du lyst til at gøre noget ekstra for at udrense kroppen for toksisk belastning, så skal du gøre det i god tid inden en evt. graviditet. En god udrensning vil nemlig give forbigående højere værdier af toksiske stoffer i blodet, som dernæst kan vandre over i fosteret – som jo desværre er ekstra sårbar i forhold til toksisk belastning.

Har du spørgsmål til cocktail-effekten og fertilitet, eller vil du gerne høre mere om dine muligheder for at få min hjælp, så book en tid til en hyggelig snak med mig HER, eller send en mail til mig på malene@fertilista.dk.

Jeg er her for at hjælpe dig!

Kærligst

Malene


PS: Hvis du gerne vil vide hvilke kosttilskud, jeg generelt anbefaler for fertiliteten, så kan du hente en god guide HER.

 

 

 

Udvalgte kilder og links:

Kajsa Ugelvig Petersen et al., PFAS og mandlig reproduktion: Potentiel effekt af eksponering i fosterlivet og den tidlige voksenalder, Miljø og sundhed 28. årgang, nr. 2, september 2022.

Fei C, et al. Maternal levels of perfluorinated chemicals and subfecundity. Hum Reprod. 2009 May;24(5):1200-5. doi: 10.1093/humrep/den490. Epub 2009 Jan 28. PMID: 19176540.

Chiu YH et al. Association Between Pesticide Residue Intake From Consumption of Fruits and Vegetables and Pregnancy Outcomes Among Women Undergoing Infertility Treatment With Assisted Reproductive Technology. JAMA Intern Med. 2018 Jan 1;178(1):17-26. doi: 10.1001/jamainternmed.2017.5038. PMID: 29084307; PMCID: PMC5814112.

Sharma P, et al. Potential environmental toxicant exposure, metabolizing gene variants and risk of PCOS-A systematic review. Reprod Toxicol. 2021 Aug;103:124-132. doi: 10.1016/j.reprotox.2021.06.005. Epub 2021 Jun 11. PMID: 34126208.

Liang C, et al. Exposure to multiple toxic metals and polycystic ovary syndrome risk: Endocrine disrupting effect from As, Pb and Ba. Sci Total Environ. 2022 Nov 25;849:157780. doi: 10.1016/j.scitotenv.2022.157780. Epub 2022 Aug 2. PMID: 35926607.

Heath JC, et al. Dietary selenium protects against selected signs of aging and methylmercury exposure. Neurotoxicology. 2010 Mar;31(2):169-79. doi: 10.1016/j.neuro.2010.01.003. Epub 2010 Jan 14. PMID: 20079371; PMCID: PMC2853007.

Newland MC, Paletz EM, Reed MN. Methylmercury and nutrition: adult effects of fetal exposure in experimental models. Neurotoxicology. 2008 Sep;29(5):783-801. doi: 10.1016/j.neuro.2008.06.007. Epub 2008 Jul 5. PMID: 18652843; PMCID: PMC2659504.

Shen L, et al. The association between exposure to multiple toxic metals and the risk of endometriosis: Evidence from the results of blood and follicular fluid. Sci Total Environ. 2023 Jan 10;855:158882. doi: 10.1016/j.scitotenv.2022.158882. Epub 2022 Sep 22. PMID: 36155031.

Langtidseffekter af prænatal pesticideksponering, Bekæmpelsesmiddelforskning fra Miljøstyrelsen nr. 140, 2012.

https://taenk.dk/kemi/bolig-og-fritid/pfas-derfor-er-fluorstoffer-problematiske

https://taenk.dk/kemi/foedevarer-og-koekken/bisphenol-derfor-er-stoffet-uoensket

https://www.dn.dk/nyheder/professor-hold-dig-fra-ikke-okologisk-frugt-nar-du-vil-vaere-gravid/

https://www2.mst.dk/udgiv/publikationer/2012/06/978-87-92779-71-7.pdf

https://samvirke.dk/artikler/pesticider-det-fik-vi-ogsaa-i-gaar

 

Malene underskrift

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *