Blog om fertilitet
Af Malene Poulter
3 Ting du bør vide, når du køber kosttilskud!
Malene Poulter, 23. maj 2020
Hvis du er som de fleste, der har fået negative graviditetstest måned efter måned, så har du nok også været en tur forbi ’Dr. Google’ og spurgt om, hvad der kan booste fertiliteten hurtigst muligt?
Du har (måske) læst stribevis af artikler, der fortæller om, hvilke ting du skal spise og hvilke yoga-stillinger, der er de helt rigtige. Måske har du hørt gode historier i facebook grupper, og har lavet din egen strategi, ud fra det du håber også kan hjælpe dig hurtigere til at blive gravid.
Problemet er bare at mange ’gode råd’ er myter, som har det med at sprede sig hurtigere end vinden. Andre råd virker måske for nogle, men har modsatte effekt på andre, alt efter hvordan vores underliggende fertilitet og helbred spiller sammen.
Værre igen er det, at nogle kosttilskud rent faktisk kan modarbejde din fertilitet! Jo den er god nok, så jeg siger det lige igen: Nogle kosttilskud kan rent faktisk gøre det sværere for dig at blive gravid!
Så, det er altså ikke så mærkeligt, hvis du føler dig forvirret over de mange modsatrettede råd, du møder derude, og måske også føler, at du famler lidt i blinde, når det kommer til de rigtige kosttilskud.
Det kan være super frustrerende! For de fleste af os ser jo os selv som veluddannede intelligente kvinder, som nok kan kende skidt fra kanel, og ikke hopper på hvad som helst…men lige når det kommer til kosttilskud, er det for de fleste virkeligt en jungle!
Du får derfor her 3 gode råd, som du kan bruge som kompas i junglen af kosttilskud:
1. KEND KVALITETEN!
Lad det være sagt med det samme: Når det kommer til kosttilskud, så følger prisen som oftest kvaliteten, selvom der selvfølgeligt er (få) undtagelser.
Det koster nemlig lidt mere, hvis næringsstofferne i dit kosttilskud skal være lavet af gode råvarer, være så nænsomt behandlet som muligt i produktionen, have høj optagelighed, måske patent på sammensætningen og evidensen i orden. Det koster hele vejen gennem forsyningskæden, og det kan ses på prisen i butikkerne. Ofte så kan du på producentens hjemmeside læse lidt om hvilke videnskabelige undersøgelser, der underbygger effekten af tilskuddet. Er der brugt tid og ressourcer på at lave uafhængige undersøgelser, der viser et positivt resultat? Så kan du også være rimeligt sikker på at kvaliteten er i orden.
2. UNDGÅ AT PRODUKTET ER URENT
Du har sikkert hørt at visse fiskeolier f.eks. er harske eller har tungmetaller med i pakken. Det er et meget godt eksempel på et kosttilskud, hvor det virkeligt gælder om at se sig for. Det samme kan siges om de sunde olier, der er udvundet af planter. For dem gælder det, at de skal være beskyttet mod sollys og helst stå på køl. Hvis de er flydende i flaske i stedet for i kapsler, får du som regel mere for pengene. Husk dog at bruge olien så hurtigt som muligt efter åbning, og altid indenfor fristen efter åbning, som står på flasken. På den måde sikrer du dig at dit produkt er så frisk som muligt. Er du i tvivl, så lugt og smag på produktet. Er duften tung og smager det ikke frisk, så er det altså ud med produktet med det samme. Ellers er der en ret høj risiko for at det skaber inflammation i kroppen og dermed modarbejder din fertilitet.
3. SØRG FOR AT KROPPEN KAN OPTAGE VITAMINERNE
For vitaminer især, så gælder det altså om at få dem i en form, der så vidt muligt ligner ’rigtige’ fødevarer. Der findes en del tilskud på markedet i syntetisk form, og det kan kroppen sjældent udnytte særligt godt. Gå derfor efter det der populært kaldes ’foodstate’. Det er altså ikke (bare) et smart marketing-trick at lave tilskud som ’foodstate’. Der ER en mening med galskaben, da kroppen bedre kan optage og bruge vitaminerne, hvis de ligger i den rigtige sammensætning af aminosyrer, fedt og fibre, alt efter hvilket tilskud der er tale om. Kig på indholdsfortegnelsen. Er produktet lavet af rigtige bær, urter og grøntsager?
For nogle typer af tilskud, er optageligheden lige så lav som prisen, og dermed er effekten desværre også til at overse. Heldigvis findes der rigtigt mange videnskabelige forsøg, der påviser en effekt af visse kosttilskud på fertiliteten. Men effekten hænger ofte sammen med din alder, din vægt, din hormonbalance og dit generelle helbred. Der er derfor ikke en one-size-fits-all, når det kommer til kosttilskud. Det er præcist derfor jeg bruger hårmineralanalyse til at afdække de individuelle mangler og ubalancer, der skal rettes op på. Og nej, der er ikke to kroppe, der fungerer 100% ens – derfor er vejen til optimal fertilitet også altid individuel. Men går du vejen på egen hånd, så følg rådene. Sørg for at der er evidens bag dine tilskud og at kvaliteten er i orden, så det rent faktisk har en positiv effekt. Ellers er det ofte bedre at lade helt være.